altamira
Gorgeous - elsker støvler, trøje og den røde farve.
Abrikostræet findes...
Jeg er altså ikke død eller lignende. Bare sådan, du ved, gået i hu. Det her bliver en stream of consciousness, så beware.
Okay så. Man kan åbenbart leve efter alle mulige skemaer/retningslinjer nu og her - fastlagt af sproget. Jeg vil mene, jeg lever efter tre lige nu. Alle med afvigende motiver.
Et/En.
Der er 5 faser, og de hedder "Benægtelse", "Vrede", "Forhandling", "Nedrykthed" og "Accept". Jeg læste lidt, at det handler mest om sorg, og de faser vi gennemgår - men det er sku lidt det samme; sorg/glæde, sorg/kærlighed, sorg/lykke. Eksempelvis, er bloggen her et tydeligt eksempel på, at jeg troede, jeg var kreativ. Sorg/glæde. Måske ikke at jeg troede jeg er kreativ, men at jeg er formidlende simpel. Og så begyndte vreden (at træde ind) over, at jeg ikke er så "formidlende simpelt" anlagt, snarere sådan lidt små-paranoid. Lad det ligge.
Forhandlingen rumsterede (rumsterede? rumsterede?), men jeg kan ikke knække koden for, hvordan man blogger godt, og hvordan man er glad. Og så var jeg ellers bare blog-depressiv, fordi flere dage gik, ingen indlæg bidragede og jeg vidste, jeg skal til at acceptere. Ad.
Det er lidt langt ude det her, men jeg lader som om bloggen er en meget god metafor, der tilnærmer sig dét, man kan kalde en grundig erstatning af det virkelige. Dét der ligger i nuet. Bloggen er nu bloggen - bare bloggen. Måske jeg vil kvidre om tøj, måske jeg vil skrive i flere streams of consciousnesses (ahh, dansk flertal af engelsk ord). Men nu bliver det altså sort på hvidt, så må vi se, om der bliver virtuel respons. Eller bare et jeg. Solitude, yes?
Og så er der private problemer. Jeg er mere eller mindre uden for pædagogisk ræddevidde nu (ironisk, btw, jeg er ikke gal i skralden). I virkeligheden er det en anelse selvforskyldt og forkælet, men frustrationerne er der altså. Og så er det vel ligegyldigt, hvorvidt man har tag over hovedet eller ej. Hvis man lever i en tåge af følelseporno, der forudsætter man ikke kan se taget.... Ja, pointen er vel til at forstå.
I dag er det j-dag (kladde), og sidste år, samme dag, skrev jeg et indlæg om skole, lektier og at jeg har lavet mad. Og at jeg ingen penge har, og heller ikke fejrer j-dag (nu vægter sådan en kommerciel tvangsbytur heller ikke så meget i mit liv, må jeg indrømme).
To.
Den næste model, er en rimelig sej model, jeg lærte at kende af en coach (som i øvrigt, var et forfærdeligt menneske, der kun undede mig onde ting, ved at skrige, at jeg skulle skrige, at min kollega er verdens bedste menneske).
Nu skrev jeg ikke noget ned, men jeg kan huske den nogenlunde. Den handlede om venskab. Så langt, så godt.
Man kan placere sine venner i nogle bokse. Fuck, hvad de forskellige bokse hedder, der er vel underordnet og langt fra hukkommelsen i øvrigt... Men, den først, mindst "ven-agtige" person er ham/hende du bare hilser på, når du går ned ad gaden. Jeg vælger at kalde det for "en-random-facebook-ven". Det næste trin, er hvis du tager ham/hende med i byen. Eller går i klasse med vedkommende. Tredje trin er fælles aktiviteter, såsom café-ture og det sidste er idé-udveksling. Altså, hvor I ikke diskuterer mennesker, eller begivenheder kun - men også idéer og følelser. Hvor er dine venner placeret? I øvrigt, så er der også et pre-stadie, han definerede meget hardcore: isolation.
Tre.
Noget jeg virkelig har tænkt over, det er, hvad de mener, når de siger "du skal leve i nuet". Når yuppien går i høje hæle, med en luftskærende klik-lyd, hører du det så? Eller dybt seriøst.... når fuglene kvidrer. Der er meget mere at se og høre (se & hør) end jeg umiddelbart overbeviste mig selv om.
Okay så. Man kan åbenbart leve efter alle mulige skemaer/retningslinjer nu og her - fastlagt af sproget. Jeg vil mene, jeg lever efter tre lige nu. Alle med afvigende motiver.
Et/En.
Der er 5 faser, og de hedder "Benægtelse", "Vrede", "Forhandling", "Nedrykthed" og "Accept". Jeg læste lidt, at det handler mest om sorg, og de faser vi gennemgår - men det er sku lidt det samme; sorg/glæde, sorg/kærlighed, sorg/lykke. Eksempelvis, er bloggen her et tydeligt eksempel på, at jeg troede, jeg var kreativ. Sorg/glæde. Måske ikke at jeg troede jeg er kreativ, men at jeg er formidlende simpel. Og så begyndte vreden (at træde ind) over, at jeg ikke er så "formidlende simpelt" anlagt, snarere sådan lidt små-paranoid. Lad det ligge.
Forhandlingen rumsterede (rumsterede? rumsterede?), men jeg kan ikke knække koden for, hvordan man blogger godt, og hvordan man er glad. Og så var jeg ellers bare blog-depressiv, fordi flere dage gik, ingen indlæg bidragede og jeg vidste, jeg skal til at acceptere. Ad.
Det er lidt langt ude det her, men jeg lader som om bloggen er en meget god metafor, der tilnærmer sig dét, man kan kalde en grundig erstatning af det virkelige. Dét der ligger i nuet. Bloggen er nu bloggen - bare bloggen. Måske jeg vil kvidre om tøj, måske jeg vil skrive i flere streams of consciousnesses (ahh, dansk flertal af engelsk ord). Men nu bliver det altså sort på hvidt, så må vi se, om der bliver virtuel respons. Eller bare et jeg. Solitude, yes?
Og så er der private problemer. Jeg er mere eller mindre uden for pædagogisk ræddevidde nu (ironisk, btw, jeg er ikke gal i skralden). I virkeligheden er det en anelse selvforskyldt og forkælet, men frustrationerne er der altså. Og så er det vel ligegyldigt, hvorvidt man har tag over hovedet eller ej. Hvis man lever i en tåge af følelseporno, der forudsætter man ikke kan se taget.... Ja, pointen er vel til at forstå.
I dag er det j-dag (kladde), og sidste år, samme dag, skrev jeg et indlæg om skole, lektier og at jeg har lavet mad. Og at jeg ingen penge har, og heller ikke fejrer j-dag (nu vægter sådan en kommerciel tvangsbytur heller ikke så meget i mit liv, må jeg indrømme).
To.
Den næste model, er en rimelig sej model, jeg lærte at kende af en coach (som i øvrigt, var et forfærdeligt menneske, der kun undede mig onde ting, ved at skrige, at jeg skulle skrige, at min kollega er verdens bedste menneske).
Nu skrev jeg ikke noget ned, men jeg kan huske den nogenlunde. Den handlede om venskab. Så langt, så godt.
Man kan placere sine venner i nogle bokse. Fuck, hvad de forskellige bokse hedder, der er vel underordnet og langt fra hukkommelsen i øvrigt... Men, den først, mindst "ven-agtige" person er ham/hende du bare hilser på, når du går ned ad gaden. Jeg vælger at kalde det for "en-random-facebook-ven". Det næste trin, er hvis du tager ham/hende med i byen. Eller går i klasse med vedkommende. Tredje trin er fælles aktiviteter, såsom café-ture og det sidste er idé-udveksling. Altså, hvor I ikke diskuterer mennesker, eller begivenheder kun - men også idéer og følelser. Hvor er dine venner placeret? I øvrigt, så er der også et pre-stadie, han definerede meget hardcore: isolation.
Tre.
Noget jeg virkelig har tænkt over, det er, hvad de mener, når de siger "du skal leve i nuet". Når yuppien går i høje hæle, med en luftskærende klik-lyd, hører du det så? Eller dybt seriøst.... når fuglene kvidrer. Der er meget mere at se og høre (se & hør) end jeg umiddelbart overbeviste mig selv om.
Om at være tung i hovedet.
Jamen goddag sygdom, det er altid herligt at have dig på besøg.
Jeg vågnede kl. 6:30 med en meget irriterende overbevisning om, jeg er syg.. uden tvivl syg, især da jeg rejste mig op, og jeg rundforvirret måtte ligge mig ned og se The Voice om morgenen. Den er hjemme, venner. Jeg er syg. Kan man læse lektier, når man er syg? Jeg har aldrig prøvet det, plejer bare at droppe alt og stene serier.
Ninjavideo er blevet lukket (min ultimative tv-serie pusher) - æææv, der er bare ikke andre optimale erstatninger, jooo.
Men så er det godt man har youtube. Hvis du også ligger syg, synes jeg, du skal se ligegyldige videoer om "Closet Organizaton" , om "How to get your skin glowy" eller om "Guys hitting om girls".
Hvis man ikke vil sidde foran den ene firkant, men foretrækker den anden firkant, er der følgende på tapetet:
For de fattige-studerende, de traditionelt-konservative i dæmpet stue-belysning og de anti-kapitalistiske røde ræve kan jeg anbefale Sporløs (fordi jeg græder hver gang) og Hitlers canadiere (have nooo idea, hvad er det dog?).
For alle os andre suckers, kan jeg snildt anbefale:
Two and a Half Men, How I Met Your Mother, Politistationen, Gilmore Girls, Greys hvide verden, Gossip Girl, Venner og 4 Bryllupper (genudsendelse).
Og så tror jeg vidst nok, jeg går ind og laver pandekager til mig selv nu - siddende (omend liggende er lidt for ambitiøst... eller nok mere det modsatte af ambitiøst).
Frø-perspektiv.
Nu er det vidst lang tid siden, jeg har postet et billede af mine yderst kreative outfitz. På mig har jeg Gardenia-støvler, H&M læder nederdel (yes!!), H&M skjorte og en satchel-taske fra et marked i Istanbul.
Jeg var ude og spise ved Strandvejen i forgårs - ja, der er nogen der kan. Der blev fejret 70års fødselsdag, og nu hvor jeg var lidt fint klædt på, bad jeg Jay om at tage et billede.
...Men han er sgu ikke en særlig god fotograf ;) Det har jeg også fortalt ham adskillige gange. Hæhæ.
Mig: "Hvad laver duuu?!"
Jay: "Tager billeder af dig!"
Mig: "Jamen, hvorfor sidder du på knæ?!"
Jay: "Øhh, fordi det får dig til at se slankere ud??"
Mig: "Neeeej, jeg ser kun tykkere ud, jo!"
God dag :)
The shoes!
Og nu vi er ved Paris og Isabel Marant - så kan jeg ikke helt glemme, den dér Spring2010 kollektion. Det må være skoene, man skal anskaffe sig! Jeg kunne SAGTENS iføre mig det dér en sommerdag. Jeg ku' godt.
.. I stedet spiser jeg M&M's. - CHICNESS :)
Je vais étudier à Paris avec une baguette!
En af årsagerne til, jeg valgte mit nuværende studie på CBS, er det fordelagtige samarbejde med udenlandske skoler, de har. Jeg har længe villet læse i udlandet, men det virker meget overskueligt, nu hvor jeg rent faktisk skal afsted i 5. semester.
Så.. selvom der skal søges legater, dispensation, optagelse etc. er det vel vigtigt lige at finde ud af, hvor man skal hen først (!)... Og når der er en del muligheder, og man i forvejen aldrig kan vælge slik i slikbutikken, er det altså lidt hårdt modstand, jeg har fået mig :)
Men nu tror jeg, jeg har fundet ud af det. Efter alle mærkelige overvejelser, er Paris det bedste for mig. I et helt år, gik jeg med tanken om Californien eller New York - generelt bare USA. Men da det er det franske sprog, jeg mangler at have greb om - og ikke det engelske - er mit valg nok mest nizzle i den her kontekst.
Selvom jeg havde glædet mig til store oplevelser i USA, tror jeg, det bliver mindst lige så godt i Paris. Om ikke andet, skal jeg da shoppe - og måske det dér franske chicness alle taler om, vil smitte af? Er Isabel Marants tøj billigere derhenne? Hvor kunne det være fedt!
Nejmen.. On a more serious note: Her d. 1. december vil jeg ansøge, og hvis alt går godt, rejser jeg i sommerferien og læser et halvt år i vidunderlige Paris.
Something about a bee.
Men den dér yellow forkærlighed, er skisme ikke smart. I hvert tilfælde ikke, når man ser en spejlreflektion af sig selv, ved en bus der kører forbi, med en rund plet på venstre albue. For derefter at kigge ned på albuen, og se en gravende bi.
I know. Jeg har vundet. Jeg vinder altid.
Nu vil jeg læse - det kan jeg ligeså godt, når jeg er så pokkers mæt af mad.
Kærlighed.
LUSH!
Jeg fik en LUSH maske i gave før sommerferien, og har netop smurt den i ægget, for at se om det virker. Havde en lidt skeptisk tilgang, da den hedder "Cupcake" og beskrives som værende "Chocolate heaven for oily and teenage skin".
Men man måtte prøve - især når det er spiseligt (smager af bæ, btw).
Så dér sad jeg, i botox-tilstand med begrænsende ansigtsbevægelser (der med umanerlig, smittende effekt, gjorde min krop lam), og lignede et robust zulu-stamme-medlem. ZULU!
Det var nu meget sjåwt! Og mit ansigt glødede efterfølgende, like a shining star. Jeg ved ikke, hvor langtidsholdbar virkningen er, men der er mere tilbage, så jeg vil gerne blive ved. Desuden dufter man af kokos og chokolade, mmh.
Hvis man havner i udlandet, er det anbefalelsesværdigt at tage forbi en LUSH butik (de kæder alle andre steder end i Danmark) - mest fordi det dufter så godt, og de også har selvopløselig sæbe til badekarret. Dernæst fordi det er en hyggelig og tilgængelig luxus...bortset fra det findes i udlandet. Tilgængelig, når først man står foran den.. altså nogenlunde billig og nem.
Yup, det var en god anmeldelse.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
